Det bør du overveje, når du bygger carport eller garage

Drømmer du om en flot carport eller en rummelig garage, der kan sikre ly til din bil året rundt og give lidt ekstra opbevaringsplads? De fleste nybyggere har en eller flere biler, og her opstår behovet for garage eller carport. Men denne tilføjelse er en svær disciplin for mange, da det kan være en udfordring at få funktionalitet, det visuelle udtryk og sammenhængen med huset og grunden til at gå op i en højere enhed.

Derfor har vi samlet nogle væsentlige overvejelser, der forhåbentlig kan spore dig nærmere ind på, hvilken løsning der passer til dit nybyggeri.

Kend forskel

En garage er en lukket bygning med fire vægge og en garageport. Den er nem at konstruere sikkert og giver rig mulighed for ekstra opbevaring af alt fra haveredskaber til ekstra fryseplads eller fitnessudstyr. Garagen vil i langt de fleste tilfælde være i direkte forlængelse af husets hovedbygning.

En carport er en helt eller delvist åben overdækning til bilen, som du kan vælge at bygge sammen med et udhus. Udover at give ekstra plads til opbevaring, vil et tilbygget udhus også være med til at stabilisere carporten, så du undgår skader under stormvejr. Sædvanligvis vil en carport være en fritstående konstruktion, men det bliver det mere og mere populært, at carporte begynder at blive bygget sammen med huset. Her skal du blot være opmærksom på, at der gælder særlige regler og krav til materialer og brandsikring.

Carport

Garage

Kræves der byggetilladelse?

Inden carporten eller garagen kan blive en realitet, er der væsentlige faktorer, som du og dit byggefirma er nødt til at få helt styr på.

Reglerne for, hvornår der skal søges om byggetilladelse fremgår af bygningsreglementet. Dit byggefirma kan altid hjælpe sig med at finde rundt i reglerne og søge om byggetilladelser.

For sammenbyggede enfamilieshuse kan der under visse betingelser gives tilladelse til at bygge sekundære bygninger som f.eks. garager eller carporte op til 20 m2, uden at det tæller med i bebyggelsesprocenten. Så kan de ofte opføres uden byggetilladelse.

Du bør dog altid undersøge, om der gælder en lokalplan eller servitutter for dit boligområde. Deri kan stå bestemmelser om garager og carporte, som skal overholdes. Byggetilladelse eller ej.

Tommelfingerreglen er, at al bebyggelse skal placeres mindst 2,5 meter fra skel. Du kan dog få lov at placere dit byggeri tættere på skel. Dermed kan du udnytte mere af din grund, hvis du opfylder en række betingelser, der er  fastsat i bygningsreglementet.

Der kan derudover gælde en række krav til brandsikring, du skal kende. Dem kan du læse mere om i bygningsreglementet. Du skal give dit forsikringsselskab besked, når du opfører carport eller garage. Policen på din husforsikring skal til enhver tid være opdateret, da forsikringen kun dækker de bygninger, der er anført på din police.

Naturlige detaljer

Carporte har et naturligt lysindfald på grund af de åbne sider, men overvejer du en garage, er det væsentligt at tænke over, hvordan du sikrer lys i den lukkede bygning. Her er flere muligheder. Du kan enten vælge ovenlysvinduer, der oplyser med naturligt sollys i løbet af dagen, eller lamper, der kan styres manuelt med kontakt eller automatisk ved hjælp af sensorer.

Du kan også overveje at dekorere vægge og tag med grøn beplantning, så overdækningen fremstår som en mere integreret del af haven. Det vil samtidig gøre konstruktionen mindre bombastisk. Ligger huset højt, eller er det i flere plan, kan taget måske ses fra de øverste vinduer, og så bidrager den grønne beplantning til et mere fuldendt helhedsindtryk.

Du kan dække taget med for eksempel mos, der udover at se flot ud, kan optage store mængder regnvand, Det er plejefrit og modstandsdygtigt over for sol, så du undgår udtørring. En ekstra detalje ved mos er, at det ændrer farve i løbet af året. Fra rød til grønt og næsten gulligt.

Hvad skal du vælge?

Om du vælger garage eller carport er op til dig. Det handler om dine visuelle præferencer og praktiske behov. Skal overdækningen have plads til én eller flere biler? Og ønsker du en integreret eller fritstående løsning? Vælg den løsning, hvor dine ønsker til designet, pladsmæssige behov og grundens indretning forenes bedst muligt.

Vi vil altid anbefale, at du er tro mod husets linjer, formsprog og materialer for at opnå et ensartet og harmonisk udtryk. Uanset om du vælger garage eller carport, integreret eller fritstående.

Bliv partner med Byg & Nyt ved næste udstilling

Bliv set i forbindelse med en af Danmarks største byggeudstillinger.

Vi bekymrer os for din sikkerhed i vores privatlivspollitik