Drømmer du om en flot carport eller en rummelig garage, der kan sikre ly til din bil året rundt og give lidt ekstra opbevaringsplads? Det forstår vi godt, og derfor vil vi altid gøre plads til carport eller garage, når du bygger hus med en af vores 9 kompetente byggefirmaer.
Men… Inden carporten/garagen kan blive en realitet, er der væsentlige faktorer, som du – i samarbejde med os – er nødt til at få helt styr på.
Kræves der byggetilladelse?
Reglerne for, hvornår der skal søges om byggetilladelse fremgår af bygningsreglementet, og betyder bl.a.:
- For sammenbyggede enfamilieshuse kan der under visse betingelser gives tilladelse til at bygge sekundære bygninger som f.eks. garager eller carporte op til 20 m2, uden at det tæller med i bebyggelsesprocenten – og uden at det kræver en anmeldelse til kommunen. For fritliggende enfamilieshuse gælder det sekundære bygninger op til 50 m2.
- Overstiger byggeriet det tilladte antal kvadratmeter, skal du søge om byggetilladelse, inden du går i gang, hvilket du jo selvfølgelig altid får hjælp til af dit byggefirma.
Husk altid at undersøge, om der gælder en lokalplan eller servitutter for dit boligområde. Deri kan stå bestemmelser om garager og carporte, som skal overholdes – byggetilladelse eller ej.
Hvor må jeg placere min carport/garage?
Tommelfingerreglen er, at al bebyggelse skal placeres mindst 2,5 meter fra skel. Du kan dog få lov at placere dit byggeri tættere på skel – og dermed udnytte mere af din grund – hvis du opfylder en række betingelser fastsat i bygningsreglementet, bl.a.:
- Den samlede længde af alle sekundære bygninger, som vender mod skel, må sammenlagt højst være 12 meter. Placeres bygningen i et af grundens hjørner, tæller kun den længste side. Carportens længde beregnes ud fra tagfladens fulde længde. Er der udhæng på under 50 cm, kan det fratrækkes i begge ender.
- 2,5 meter fra skel må bygningens ydervægge eller tag ikke være højere end 2,5 meter.
- Hvis din carport/garage er mindre end 2,5 meter fra skel, må der ikke være vindue, døre eller andre åbninger vendt mod skellet.
Tagrende og tagnedløb skal være på din side af skellet, så tagvandet holdes på din egen grund. Overvej evt. at opsamle regnvand i en regnvandstønde.
Krav til brandsikring
Er din carport/garage placeret mindre end 2,5 meter fra skel, eller hvis bygningen er mindre end 1 meter fra eller bygget sammen med huset, gælder en række brandmæssige krav, du også skal kende:
- Hvis din overdækning er sammenbygget med huset, skal bygningerne være adskilt med en konstruktion, der er udført mindst som bygningsdel klasse EI 30
- Konstruktionen skal bygges op i tæt forbindelse med husets yderste tagdækning
- Har du dør mellem hus og carport/garage, skal denne udføres mindst som dørklasse EI2 30-C
Forsikring
Og sidst men ikke mindst skal du give dit forsikringsselskab besked, når du opfører carport eller garage. Policen på din husforsikring skal til enhver tid være opdateret, da forsikringen kun dækker de bygninger, der er anført på din police.